Vibia Perpetua, en ca. 22årig kristen kvinde, led i begyndelsen af 200-tallet martyrdøden ved at blive kastet for de vilde dyr i arenaen i Karthago sammen med en gruppe trosfæller. I den bog derom, som en ukendt forfatter udgav få år efter, videregives hendes egne optegnelser fra fængslet sammen med en tilsvarende tekst af en af hendes kammerater og med udgiverens prolog og beretning om martyriets forløb. Perpetuas nøgterne fortælling om sine oplevelser i fængslet og for domstoen, om bekymringerne for sit spæde barn, om sit kvalfulde forhold til sin hedenske far, og om de visioner og drømme hun tolkede som opklarende profetier om sin situation og skæbne, er et enestående mennekseligt dokument og en af de bedste kilder, der overhovedet findes til kristenforfølgelse i Romerriget. Dertil kommer, at Perpetuas beretning, såvel som resten af skriftet, bærer vidne om en kristendomsform, i hvilken der lægges væsentlig mere vægt på nutidig erfaring af helligåndens virke i menige kristne end på tradition, institution og embede. Skriftet udgives hermed for første gang i dansk oversættelse, med udførlig kommentar og latinsk paralleltakst.