Vær venlig at se fuldstændig bort fra, glemme, fortrænge, afhuske og udviske en hvilkensomhelst forestilling, I måtte have haft om, at ´Dr. Jekyll og Mr. Hyde´ er en slags gyser, en detektivhistorie eller en film.

Det er naturligvis fuldstændig korrekt, at Stevensons kortroman, som blev skrevet i 1885, er en af de moderne gyseres forfædre. Men nutidens gysere er selve negationen af stil, og hæver sig aldrig over kiosklitteratur. Jeg hører reverenter talt ikke til de collegeprofessorer, som frejdigt roser sig af at læse detektivhistorier – de er for dårligt skrevet efter min smag og keder mig ihjel. Hvorimod Stevensons fortælling – Gud velsigne ham – er temmelig dårlig som detektivhistorie betragtet. Den er heller ikke nogen lignelse eller allegori, for den ville være fuldstændig smagløs i begge tilfælde.

Den har imidlertid sin egen helt særlige magi, hvis vi ser på den som et tilfælde af stil. Den er ikke bare en ´monstergyser´, som Stevenson råbte, da han vågnede op fra den drøm, hvor han havde set den for sig, temmelig meget på samme måde, tror jeg, som en magisk hjernevirksomhed havde indgivet Coleridge visionen til det berømteste af alle ufærdige digte.

Den er også, og det er vigtigere, »en fabel som kommer tættere på digte end på almindelig fiktionsprosa« og hører derfor til i samme kunstneriske klasse som for eksempel Madame Bovary eller Døde Sjæle.
- Vladimir Nabokov , Timer i litteratur