og efter mange år sammen stadig væk glade for hinanden og for deres to børn, Lasse og Lene. Men hvordan få tid og kræfter til at pleje hinanden og kærligheden, når børnene skal have deres, og når der er så meget andet, de – og især Danny – føler der bør passes og passes godt, jobbet og det politiske arbejde f.eks.

Lulu synes, at det er svært. Hun respekterer i høj grad Danny for hans politiske indsats uden for hjemmet, men har desto sværere ved at få sagt, at hun føler sig lidt alene med mange problemer.

Marie har hun lært at kende på Rigshospitalet, da de begge to fødte samtidig. Marie er ikke så fast forankret som Lulu og lever mere fra den ene dag til den anden. Hun har sin frihed til at leve her og nu, og kærligheden plejer hun i fri dressur.

Den indre by skildrer disse to kvinders liv, mest Lulus, med en kærlig og næsten pertentlig sans for de detaljer, der danner helheden: snakken, småskænderierne omkring morgen- eller middagsbordet, byen udenom, de gode og mindre gode fysiske oplevelser kønnene imellem, børnene der har tremånederskolik og pjækkesyge og foretager sig sære og lidt foruroligende ting – alt sammen suppleret af Dea Trier Mørchs både meget kontante og poetiske linoleumssnit.