Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur sigter ikke efter en mere radikal eksponering af forfatterens identitet, men derimod efter en litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser. 

I stedet for at anse det menneskelige, fx i form af det private, som en æstetisk svaghed eller som et spørgsmål om fiktion eller fakta anser bogen det for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen. Det private kommer ofte til udtryk som en form for menneskelig plet eller plamage. En blottelse, til tider endog en selvstigmatisering, hvor selvfortællingen ikke hænger sammen. Der er tale om en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, som litteraturen gør, snarere end i det, den siger. 

I den nye danske litteratur af eksempelvis Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen eller Caspar Eric oplever man at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kræver en hensyntagen til selve læsningens situation: at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser, men inden for et litterært system der er blevet medialiseret. Det betyder, at et litterært værk i dag ikke bare er bogen eller teksten, men snarere den intervention, som en litterær tekst iværksætter, eksempelvis i en bog.