sætte en stopper for mareridtet af endeløse gentagelser og afvikle det sanseløse søl af organisk stof, som er menneskelivets historie på jorden. På trods af Den sidste Messias’ til tider bedagede antagelser, naturromantiske tendenser og udtalte teknofobi kan relevansen af essayets på én gang barske og banale pointer angående livets væsen og værd, fremsat med forfriskende ligefremhed og en selvbevidst galgenhumor, ikke afvises.    På dramatisk vis opfører Den sidste Messias en hæretisk tirade mod al fremskridtsidealisme, vor tids sekulære trosbekendelse; mod det progressive historiesyn og den normative optimisme, der, i overensstemmelse med det pollyanske princip, forestiller livet som en gave fremfor et udsigtsløst kapløb med ”blodets hellige vilje”. Essayet er en original udforskning af selve undergangens idé som eksistens-biologisk grundtanke. (Fra efterordet)