I Den sjette masseuddøen formidler videnskabsjournalist og forfatter Elizabeth Kolbert feltarbejdet i biodiversitetens frontlinje, som snesevis af forskere inden for et halvt dusin discipliner har foretaget gennem de seneste årtier. Hun tager almindelige læsere med derud, hvor masseudryddelsen er i fuld gang: til bunden af dybhavet, hvor geologerne studerer borekerner og dokumenterer krisen i oceanerne; til trægrænsen, der klatrer højere og højere op ad Andesbjergene til stor bekymring for botanikerne; til Great Barrier Reef, hvor havbiologerne ser livet rinde ud i korallerne. På levende og øjenåbnende vis introducerer Elizabeth Kolbert også læseren til et dusin utrolige arter, som for nogles vedkommende allerede er væk, mens andre står over for udryddelse og kun holdes i live i unaturlige omgivelser, for eksempel den panamanske gyldne tudse, alkefuglen og sumatranæsehornet.

Gennem sine beretninger fra felten leverer Kolbert en bevægende beretning om udryddelsen af arter, der finder sted overalt omkring os, og samtidig undersøger hun artsudryddelsens begrebshistorie, fra pioneren Georges Cuvier i Paris i 1800-tallet og frem til i dag, hvor det snart står klart for enhver, at udryddelsen er et faktum, og at menneskeheden bærer et hovedansvar. Det bliver næppe de syv vidundere, månelandingen og internettet, som vil stå tilbage som menneskehedens verdensarv, men den sjette udryddelse. Som Kolbert skriver, tvinger det os til at genoverveje det grundlæggende spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske.