Det er, som om stjernedrys daler ned fra himmelhvælvet, nedover mig og musikerne. En smuk lyd, vi har skabt i skøn forening. Jeg kan mærke alle muskler i kroppen slappe af. Roen sænker sig, for jeg ved, at de musikere, der står bag mig, er så scenevante, at de ikke er afhængige af, hvad jeg gør. Alt er godt lige nu. 

I et kort glimt ud ad øjenkrogen får jeg øje på “Mylle”, som ikke er på skærmen i øjeblikket. Omgivet af skønne kvinder står han selvfølgelig og smiler. I et splitsekund tænker jeg, at hvis hans glade smil er direkte til mig, så er det måske fordi, hans ønske om at få mig i Dansk Melodi Grand Prix med min Hem’lighed er blevet til virkelighed. 

Mon han kender til det følelsesmæssige morads, jeg har været igennem? Ved han, at min livsdrøm og Labanssuccesfulde karriere har været på kollisionskurs i forløbet? Alt kan stå og falde med min beslutning om selv at synge “Det’ En Hem’lighed” … Ved han, hvad det har kostet mentalt, at jeg nu står her? Det tror jeg ikke. Jeg tænker: Det vil jeg fortælle ham … en skønne dag. 

Jeg bevæger mig rundt på scenepodiet med en overvældende følelse af at være i nuet, vel vidende at minkarriere kan være slut i morgen. Kameraerne følger mine mindste bevægelser. Få trin frem mod podiets kant… så vender jeg og går tilbage til positionen foran musikerne. Jeg smiler. Det kan seerne ikke se, men jeg håber inderligt, at mit smil fortæller musikerne, hvad det betyder for mig at være på scenen med dem, lige her og nu. Så kører TV-kameraet over på Søren Jacobsen, der ser så tindrende lykkelig ud, at jeg helt glemmer nervøsiteten. Sikke en flok flotte fyre. 

Sangen er ved at slutte. Jeg er lettet og meget glad. Jeg kan ikke gøre mere. Jeg har klaret det! 

Det vigtigste for mig var ikke, om “Det’ En Hem’lighed” ville vinde, men at min sang blev hørt af det ganske land. 

Sangen havde desværre fra starten mødt intens modstand fra min sangpartner i Laban, Ivan Pedersen, vores producer, Cai Leitner, og vores pladeselskab, EMI, men for mig blev den symbolet på min frigørelse, bådemusikalsk og personligt; en frigørelse, som satte mig i stand til at sætte foden ned og melde fra, da det senere blev nødvendigt.