alt baseret på forfatterens egne erfaringer, der nok ikke har været beskedne, skønt han særligt bruger bekendtes historier til at eksemplificere. Man skal huske at hash på Baudelaires tid fortrinsvis blev indtaget i større doser i en slags marmelade som i Arabien, og at effekten følgelig var voldsommere end ved vor tids foretrukne anvendelse, nemlig i joints. Og hvor mange af forfatterens påstande om stoffets påvirkning af den menneskelige psyke er meget rigtige og generelle, må andre nok i særdeleshed siges at hentyde til dets påvirkning af Baudelaire selv. Andel del, En opiumsæder, består af uddrag og analyse af den engelske forfatter Thomas de Quinceys berømte værk, En opiumsæders bekendelser. Man skal hér huske på at Baudelaire oversatte uddragene fra engelsk til fransk og at den foreliggende oversættelse af disse altså er en oversættelse af en oversættelse. Ellers er der ikke meget andet at tilføje end at forlaget (og sandsynligvis også Baudelaire på hans sky af tung euforiserende himmelrøg) håber at denne udgivelse vil bidrage til en mere nuanceret, faktabaseret og fordomsfri debat om hash, opium, samt narkotika og medicin i det hele taget, eventuelt mens man genkalder sig Baudelaires kortfattede forsvar for alle smerteramte, narkomaner, junkier eller slet og ret ulykkelige. “Jeg vil gerne sige til alle dem som har ønsket en balsam, et nepenthes, til at lindre daglige smerter, der forstyrrer en almindelig livsførelse og håner enhver viljesytring, til alle disse, de syge i ånden og de syge i kroppen, vil jeg gerne sige: den som er uden synd, i handling eller intention, lad ham kaste den første sten på vor sygdomsramte helt! Og så er det emne vist lukket.”