Hans hoved var indsmurt i blod. Øjnene var spærret op, og munden stod på vid gab. Et fastfrosset skrig, inden døden indtraf, havde sat sig i hver en fiber af den før levende krop, som nu lå stille hen ved siden af hende. En krop! Der havde truet og anklaget hende, bragt hende i knæ af angst. Den intimiderede hende ikke længere. Selvom om hun i dette øjeblik burde fyldes med anger over den utilgivelige dåd, hun lige havde påført et andet menneske, fyldtes hun med håb om muligheden for et normalt liv, hvor hun ikke blot eksisterede, men levede. I de sidste par år havde hun ikke været bange for at dø, men bange for at leve.