Klaus Rifbjerg (1931-2015) udgjorde en af de mest markante stemmer i det 20. århundredes danske litteratur og kulturliv. Han debuterede som lyriker i 1956 med Under vejr med mig selv, som indførte en ny, humoristisk og hverdagsagtig tone i tidens lyrik. Stilskabende blev han for alvor med digtsamlingen Konfrontation, 1960, som blev startskuddet til modernismens gennembrud i dansk litteratur, og i det følgende årti fulgte en række digtsamlinger, der hver på deres måde var med til at udfordre og nydefinere reglerne for, hvad lyrik kunne være. Rifbjergs gennembrud falder sammen med opbygningen af den danske velfærdsstat, og igennem hele perioden indtog han en højt profileret position som kritiker og meningsdanner i offentligheden – et engagement, som også sætter sit præg på det lyriske forfatterskab. Med sit lyriske værk var Rifbjerg med til at formulere en moderne dansk kulturel identitet – hvad der i dag gør ham på én gang aktuel og kontroversiel.        

                      Digte 1956-1967 samler Rifbjergs ti første digtsamlinger fra debuten i 1956 til Fædrelandssange, 1967.