fyrre år, men Peter Poulsen har sammensat digtene ukronologisk. Han forklarer selv processen således:

Forfatteren har fjernet digtene fra deres oprindelige placeringer og lagt dem i fem ikke lige store bunker, som siden er sammensat med en vis spontaneitet. Han har rettet og skåret i digtene efter behag. I mange tilfælde har han fjernet titlerne, til stor lettelse. Det har været som at komme hjem en sen aften og tage slipset af.

Vi lever kronologisk, men kun på overfladen; dykker man ned under den, afsløres andre og ukendte sammenhænge. Hvor og hvordan digtene tidligere har optrådt, er ligegyldigt. Dette er en ny digtsamling. Terningerne er kastet.

Blå cikade giver anledning til at dykke ned i Peter Poulsens mangfoldige digteriske produktion og opdage både nye og kendte sammenhænge.