i anden halvdel af det 20. århundrede. Således på det moralfilosofiske felt, hvor han var hurtig til at tage tråden om en rationel og demokratisk diskursetik op fra sin kollega og gode ven, filosoffen Karl-Otto Apel (f. 1922) og sætte sig på tematikken med en sådan kraft og afklaring, at det er Habermas, der er løbet med diskursetikken - undertiden også kaldet dialogisk etik for at betone det kommunikative i det forløb (diskurs), der skal udmønte det gode og moralsk forbilledlige. Hensigten med hele diskussionen har været - op imod utilitarismen og den gamle pligt- og dydslærer - at formulere en moderne etik, der baserer sig på det modernes vilkår: oplysningen, rationaliteten, ligeværdigheden. Heraf følger, at det gode er noget, som vi kun kan nå frem til i fællesskab, åbenhed og respekt for hinandens argumenter og udsagn (fx om følelsesmæssige træk). Kan mennesker blive enige gennem en herredømmefri dialog - regulært enige og ikke "majoritetsenige" - så har vi det oplyste og værdige menneskes evne til at afgøre moralske konflikter og formulere værdier.