Man må gerne kigge gennem vinduer

Debutderby. Den ene romandebutant skriver glansløst om faderlig mani, den anden skriver stiligt om (alting og) ambivalent landsbyfællesskab, modet til talentet er forskellen.

Florlet dystopi om en kvinde med klimaangst

Det er svært ikke at lade sig fange af den spindelvævstynde tone af undergang og håb i ét, der ligger som en rød indflettet tråd i debutanten, kunsthistoriker Inger Smærup Sørensens fine lille og foruroligende klimaroman, »Dødsbo«.

Klimabevidst selvudslettelse

Inger Smærup Sørensen debuterer med en roman om en kvinde, der er ved at gå ud af sit gode skind af klimaangst og -skam. Den er skarpest i sin beskrivelse af de fællesskaber, hovedpersonen har det så ambivalent med.

Ude på det dybe land, hvor man endnu kan fange levende mennesker

Der er foruroligende undergang i debutanten Inger Smærup Sørensens første roman. Men insekterne klarer sig.

DØDSBO

Verden føles lige dele håbløs og håbefuld i forfriskende anderledes klimaroman.

Liv uden spor

Inger Smærup Sørensen har skrevet en debutroman i bæredygtighedens tegn. Den unavngivne hovedperson vil underlægge sig sit eget liv for klimaet. Hun vil leve side om side i respekt med dyrene og planterne, der omgiver det dødsbo, hun flytter ind i. Her lever hun isoleret, i fred og med ønsket om et minimum af eget forbrug. Indtil verden udenfor trænger sig på.