Jeg er typen, som altid kommer fem minutter for sent,  relativt ofte mister min mobil og i øvrigt sagtens  kan undvære den. Jeg har aldrig haft de store bekymringer ved at være afskåret fra omverdenen og er egentlig bedst til at gå mine egne veje. Ingen, som kender mig, ville på forhånd sige: “Ham der Anton, han er simpelthen skabt til Livgarden.” De ville snarere tænke: “Kæft, trit og retning? Det går aldrig!” Mit  formål med at søge ind ved Livgarden var at blive en del af et fællesskab og vise, at jeg godt kunne tage ansvar og rette ind.