Jeg er typen, som altid kommer fem minutter for sent, relativt ofte mister min mobil og i øvrigt sagtens kan undvære den. Jeg har aldrig haft de store bekymringer ved at være afskåret fra omverdenen og er egentlig bedst til at gå mine egne veje. Ingen, som kender mig, ville på forhånd sige: “Ham der Anton, han er simpelthen skabt til Livgarden.” De ville snarere tænke: “Kæft, trit og retning? Det går aldrig!” Mit formål med at søge ind ved Livgarden var at blive en del af et fællesskab og vise, at jeg godt kunne tage ansvar og rette ind.
En hudløs og sårbar fortælling om en værnepligt i Livgarden, hvor hovedpersonens egne oplevelser og iagttagelser af kammeraterne, de overordnede og det militære system flettes sammen i en fiktiv fortælling med opdigtede navne og karakterer.
Bogens titel, DRÆN, refererer til militært slang om en i tjenesten ugidelig eller kluntet person, men også til hvordan store udfordringer og svære situationer kan tappe en for al energi.
Soldater har brug for at kunne være ‘hårde’, men er det alle situationer, som kræver det?
