som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: i form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: en nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.