i 20’erne over Chicagos gangsterbuler i 1930’erne og New Yorks beatnik-caféer i 40’erne og 50’erne frem til alverdens kunsttempler fra 1960’erne.   Der er intet kontroversielt i cd-udvalget fra jazzens første 45 år. Her beskrives de kanoniserede navne som Louis Armstrong Duke Ellington Count Basie Billie Holiday Charlie Parker Miles Davis Thelonious Monk og John Coltrane. Men der vil til gengæld i jazzkredse herske stor uenighed om hvad der er holdbart i de næste 45 år. Free jazz-kunstnere som Cecil Taylor og Albert Ayler er stærkt omstridte og både de og deres efterfølgere er stort set ukendte i Danmark.Med denne bog bliver jazzens avantgarde for første gang på dansk bragt i sammenhæng med jazzens øvrige historie.   Når jazzen efter 1970 er blevet stadig mere uoverskuelig skyldes det blandt andet at den ikke længere har sit centrum i USA. Ligesom jazzen oprindelig udsprang af amerikansk blues gospel populærmusik begyndte jazzmusikere over hele verden nu at søge inspiration i deres eget lands folkelige traditioner i stedet for USAs. Jan Garbarek i Norge Gianluigi Trovesi i Italien Egberto Gismonti i Brasilien og Dino Saluzzi i Argentina fornyede jazzen ved at knytte an til musiktraditioner vi ikke kendte på forhånd men som alligevel virker fortrolige når vi hører dem i disse kunstneres fortolkning.   Drømmejazz er skrevet for både jazzens feinschmeckere og dens nybegyndere. Den er på én gang musikhistorie og fyldt med gode jazzanekdoter – f.eks. at to af de største navne i det 20. århundredes danske kulturliv var vildt uenige om jazzen. Carl Nielsen havde kun foragt tilovers for jazz og sagde at hvis den kunne omsættes i handling ville den blive forbudt af sædelighedspolitiet. Karen Blixen var derimod begejstret og erklærede i et interview at jazzen udgør den eneste virkelige musikalske fornyelse i det 20. århundrede.   Drømmejazz er utvetydigt på Karen Blixens side i denne diskussion.