ulykke truer storhertuginden. Ludmilla er gravid, og hun skal nedkomme to måneder for tidligt i forhold til bryllupsdagen. Storhertuginden iscenesætter derfor et skuespil, der skal sløre begivenhedernes gang, i fællesskab med sin fortrolige, kunstneren Cazotte. Blandt kredsen omkring det unge hertugpar er den unge sunde Ehrengard, en sand venus. Cazotte får den idé, at han vil se hende rødme, ikke af forlegenhed eller ubehag, men fordi han ønsker, at hele hendes sjæl skal stige op og åbenbare sig for ham. Da barnet er født og endnu en intrige ruller over scenen, kommer Ehrengard og Cazotte i en situation, hvor rødmen stiger op, men det er ikke - til Cazottes store forlegenhed - Ehrengard, der rødmer.