En dag i Ivan Denisovitjs livKlassikere med forord #40af Aleksandr Solsjenitsyn

En dag i Ivan Denisovitjs liv blev offentliggjort i november 1962 i tidsskriftet Novy Mir efter Khrusjtjovs personlige tilladelse. Romanen vakte enorm opmærksomhed både i og uden for Sovjetunionen, eftersom det var første gang, at en beskrivelse af Stalintidens undertrykkelse åbent blev trykt. Fortællingen foregår i en sibirisk speciallejr for politiske fanger og skildrer en typisk dag i fangen Ivan Denisovitjs liv i januar 1951. Denisovitj er på grundløse anklager blevet dømt til 10 år i den sibiriske fangelejr, hvor hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Men selv i en situation, hvor livet er reduceret til en skål vælling og en sjælden cigaret, på trods af udmattelse og ydmygelse, er det håbet, værdigheden og medmenneskeligheden, der sejrer. Romanen er en sønderlemmende kritik af det kommunistiske tyranni og en hyldest til den menneskelige ånd.

”Modsat så mange andre ’tøbrudsromaner’ er En dag i Ivan Denisovitjs liv et virkeligt kunstværk. Dens første kup er, at den begrænser sig til én dag. I de sidste linjer kan forfatteren så lakonisk tilføje, at der i Ivan Denisovitjs liv som politisk fange var tre tusind seks hundrede og treoghalvtreds dage, som den han har skildret.” – Anders Bodelsen

”Denne fordringsløse beretning om en skæbne som så mange andre, vil komme til at rumstere i baghovedet hos enhver sovjetforfatter, som for fremtiden henter stof fra Stalinperiodens ubarmhjertige år. Alexander Solsjenitsyn har begået en af de sjældne bøger, som forandrer det åndelige klima en smule i et helt land.” – Eigil Steffensen

”Et mål for selvopgørets dybde og holdbarhed vil det være, om bøger som En dag i Ivan Denisovitjs liv, hvis billede af retsløsheden ingen har draget i tvivl, fortsat bliver læst og skrevet.” – Thomas Bredsdorff

”Både som et politisk skrift og som et litterært værk er den [En dag i Ivan Denisovitjs liv] i Doktor Zjivago-klassen.” – Washington Post

”Et litterært geni, hvis talent matcher Dostojevskijs, Turgenjevs, Tolstojs og Gorkijs.” – Harrison Salisbury, New York Times