Nogle dage tror Marthe Gail, hun er Gud. Andre dage, at hun er Jesus. Hendes nyfødte baby, tror hun, er død. Det røde lys skinner. Der er tremmer for vinduerne. Og stemmer bliver ved med at snakke til hende.

Tiden er sløret, sneen falder. Lægerne siger, hun har haft et sammenbrud, at det her er Gorestown Statshospital. De andre patienter bliver venner og fjender, hun bevæger sig mellem stuen og spisesalen, Vestfløjen og Østre Gang, hun undgår Det Stærke Rum. Hendes mand kommer på besøg og viser hende en lille lok af babyens hår, men hun husker ingenting, ikke endnu – ikke før hun kan komme ud og hjem. 

Chokerende og morsom, tragisk og følelsesfuld, et eksperimenterende portræt af moderskab og psykisk sygdom skrevet i 1930 – lige før Woolfs Bølgerne og 33 år før Sylvia Plaths Glasklokken – der føles visionært i både sin form og i sin beskrivelse af en kvindes rå og usminkede psykiske sygdom.

“Coleman er en dygtig og dristig ordsmed, hun fortæller om den splintrede hukommelse, identitet og krop, som skabes af et sammenbrud i noget af det mest udsøgte og foruroligende prosa, jeg nogensinde har læst.” – Claire-Louise Bennett

Emily Holmes Coleman (f. 1899, Oakland, Californien) blev indlagt på et sindssygehospital med en psykose, som hun fik efter at have fået en slem infektion og efterfølgende feber i forbindelse med en fødsel. Hun kom sig, og i 1926 flyttede hun med sin søn, John, til Paris, hvor hun blev redaktør på The Paris Review. Hun blev venner med forfattere som Djuna Barnes og Dylan Thomas, og i 1930 udgav hun sin eneste roman Et gitter af sne. I 1944 konverterede hun til katolicismen, og alt, hun skrev efter det, handlede om hendes katolske tro og om mysticisme. Hun døde i 1974 i New York.