I løbet af få år lader han sig ribbe for alt, og mens døtrene går på bal, dør deres far en ensom død, plejet af to fattige studerende. - Beretningen om en fars martyrium er en typisk balzacsk demonstration af hvordan et menneske kan koncentrere al sin energi om en følelse, en destruktiv mani, nemlig kærligheden til ens børn. ”Mine døtre var min last,” erkender han over for den unge provinsstudent Rastignac, som bliver hans forbundsfælle på det lurvede pensionat, Maison Vauquer, hvor de begge bor. Dramaet er vævet sammen med Rastignacs optagelse i Pariserlivet og portrætter af de øvrige logerende i Maison Vauquer. Omkring tilfældet Goriot blotlægger Balzac ubarmhjertigt den sociale magtstruktur og menneskenes egoisme i et pengestyret samfund. ”Balzac er verdenslitteraturens mest illusionsløse skildrer af det termitbo, vi kalder samfundet, som egoister gør til hver-for-sig-fundet. Ligner det noget, vi kender?” - Hans Hertel, Politiken