Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.