Jeg ønsker virkelig at se hende sådan, strålende af fiskelykken, jeg ønsker at høre hende tale om sit held, i aften, i morgen, når vi kommer hjem, som hun talte om vores skitur. Jeg ønsker at se hende live op, hver gang nogen i fremtiden taler om at tage ud at fiske, at høre hende istemme: jeg vil med, med barnlig glæde, den barnlige glæde, der løber gennem hende, som i et timeglas. Den glæde, hvis form hun snart vokser ud af, som ud af en ham af lysende lykke, der bliver efterladt på jorden, hvor den ligger og gløder spagt, inden den bliver hvid som tyndt væv. Som støv, der hvirvler bort i blæsten. Og hun går videre ad den sti, som ligger foran hende, uden at vende sig om. Jeg ønsker, at hendes fiskelykke og glæde skal smitte af på mig, hendes mor, at jeg skal opleve lykken gennem hendes lykke. Men jeg har det som et femårigt barn, der har tabt fire spil ludo i træk, som en der når som helst kan begynde at græde eller eksplodere i vrede, skubbe brikkerne af pladen med en hidsig armbevægelse.