Fluepapir er genremæssigt set en hybrid en mellemting. Per Kirkeby bringer i sin nye bog forskellige slags skriverier sammen: erindringsindfald kunstrefleksioner digte fluer. Der er lidt af det alt sammen; fragmenter brokker og god plads til den livgivende banalitet.   Med Kirkebys egne ord:   Sådan set er det hele en stor kompostbunke med svirrende fluer. Ofte nogle slemme spyfluer. Det vidste Storm P. bedre end de fleste. Det kan en anden én slet ikke leve op til. Der kan gå rigtig lang tid mellem klaskene. (Min kone fanger dem i glas. Og slipper dem fri. Hvad det så skal gøre godt for.)   Men erindringer er det ikke: Jeg har altid næret mistro til erindringsskriveri. Det er altid arrangeret en retfærdiggørelse af fortiden. Det har jeg givet udtryk for mange gange også her men brudstykker og brokker er kommet til af forskellige sære grunde. De foregiver ikke at hænge sammen og give det hele mening.   Heller ikke dagbogsoptegnelser: Jeg holdt op med at skrive dagbog i midten af 90 erne. Ellers har jeg gjort det altid. Af og til har jeg forestillet mig at jeg kunne få en slags rigtige bøger ud af det. Romaner? En frivolisering af dagbøgerne. Jeg lavede faktisk en sådan bog. Den hedder Efterbilleder og der kan man læse at jeg allerede dengang havde vrøvl med ikke at kunne holde bukserne oppe. Så den er forud for den dagbog jeg skulle skrive i dag.