I må da have oplevet en masse i jeres lange liv.

Tekstbehandlingen skrotter de gamle hurtigt, men historierne fra fortiden fortsætter; de bliver griflet ned i dagbøger, på huskeblokke, papkasser, vægge og lofter. De gamle lurer på hinanden, smuglæser og skriver af efter de andres historier. Hele livet har de boet i den samme lille by. Nu sidder de på samme endestation og skriver om mennesker, de har mødt i deres lange liv. Eller gør de nu også det?

Hukommelsen svigter, navne glemmes eller byttes om, men de er heller ikke væsentlige, for der er altid en HAN og en HUN. Og det er forholdet mellem dem, der spiller den afgørende rolle.

Først ved livets ende er en rablende, tragikomisk fortælling om alderdom og tilværelsens ulidelige gentagelser. Om lidenskabsløse ægteskaber og livslange sædvaner. Historier leves, skrives og fortælles i én lang svimlende strøm.