en naturgiven ret til at herske, smittede af på discipliner som historie og geografi. I Danmark fik den stor betydning for selvopfattelsen, forholdet til fremmede og adfærden over for afvigere.

 
 

Først da omfanget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser og nazisternes overgreb mod jøderne blev almindelig kendt, opstod der en udbredt erkendelse af, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan, som kunne sikre freden. Det førte i november 1945 til skabelsen af FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO – der fik til opgave at gennemføre et stykke mental ingeniørkunst og skabe oprigtig solidaritet mellem mennesker.

 
 

Organisationen blev i de følgende år omdrejningspunkt for en kamp om menneskesynet. I den forbindelse markedsførte den begrebet etnicitet og ideen om, at mennesket er mere kulturvæsen end naturprodukt, og præsenterede begrebet racisme, der stigmatiserede politisk brug af racebegrebet. Bogen ser nærmere på organisationens forsøg på at overføre tankegangen til Danmark, og på, hvordan det gik til, at mellemfolkelig forståelse blev til officiel dansk uddannelsespolitik og med tiden skabte en vis konsensus om, hvad der opfattes som moralsk, videnskabeligt og politisk korrekt, nemlig at alle mennesker er grundlæggende ligeværdige.