Da vi kom herud, Torben og jeg, syntes vi, det var en ny, jomfruelig jord vi byggede på, men siden er vi blevet klogere. Først fandt vi stenøksen, den lå et par spadestik nede, gulgrå med afslag midt i den fint slebne overflade. Det var Torben, der fandt den, han vaskede den af og lagde den til side, den skulle have sin plads i vores nye hus. Som tegn på at andre havde boet her før os.    Senere, det var i efteråret, da jeg blev klar over at vi ventede Uffe, ville jeg plante et træ til mit ufødte barn, en ask, for en ask er et gammelt dansk træ. Jeg havde hentet spaden og var begyndt at grave da jeg stødte på skeen. Det var en gammel tinske, en pæn spiseske med et meget enkelt mønster, kasseret, eller tabt, engang i en fjern fortid. Også den blev vasket af og nu hænger den på vægge over komfuret, jo, der må da have været andre mennesker her før os.