Dag Solstads prisbelønnede mesterværk endelig på dansk.

Elias Rukla er en midaldrende, lettere alkoholiseret lektor ved Fagerborg Gymnasium. En dag i oktober bliver han slået af en pludselig indsigt under gennemgangen af Ibsens Vildanden for en uinteresseret gymnasieklasse. På vej ud gennem skolegården forsøger han forgæves at slå sin paraply op, men overmandes af et voldsomt raseri og overfuser de omkringstående elever. Rukla oplever dette som et uigenkaldeligt fald, og hændelsen udløser romanens tilbageblik, hvor Rukla ser tilbage på sit liv, på sin studietid, venskabet med Johan Corneliussen og ægteskabet med den ubeskriveligt smukke Eva Linde.

En rig og nuanceret roman om en mand, der ikke længere kan genkende verden omkring ham, en roman om forholdet mellem mennesker, men også om klassiske dannelsesidealer, som er gået tabt, om tavsheden, som har erstattet den intellektuelle samtale. Og som stiller det centrale spørgsmål: hvordan værdigheden kan bevares i et samfund, som drukner i overfladiske værdier.

“For mig var 2015 Solstads år." - James Wood, The New Yorker

Pressen Skriver:

»Dag Solstads ' Generthed og værdighed' er et hovedværk i nordisk litteratur.«
– ******, Bjørn Bredal, Politiken
 

»Dag Solstad er prosamesteren i nordisk litteratur […] Nordmandens slentrende fortællekunst stråler i en fantastisk roman, der nu endelig udkommer på dansk.«
– ******, Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten
 

»Solstad er virkelig eminent, og "Generthed og værdighed" er en perle af en roman.«
– ******, Michael Bach Henriksen, Kristeligt Dagblad
 

»Ingen kan som han skrive om eksistensen og fortvivlelsen i et moderne, nordisk velfærdssamfund, om det, der altid mangler, hvor meget der end haves, og ingen kan som han gøre det med en gennemborende intelligens, en lethed i foredraget og en mild, resigneret ironi, der aldrig er dømmende, men altid medfølende.«
– Søren Kassebeer, Berlingske
 

»[…] fornemt (og forbavsende aktuelt) føjer sig ind i forfatterskabets livslange undren og afmagt over sin egen samtid. Og over litteraturens rolle som stedet, der giver et svar. Eller engang gjorde det. […] højaktuel i dagens politiske debat […]«
–Liselotte Wiemer, Weekendavisen