i skyggen af nazismens og kommunismens udryddelses- og arbejdslejre, og hvis trængsler vi bærer med os ind i det nye årtusinde. Og menneskelivets vilkår og spørgsmålet om hvorfor vi ikke kan organisere Det Gode Liv, sådan som allerede Platon og Aristoteles talte om? Også det spørgsmål kan og bør optage det senmoderne menneske.

Grundlæggende spørger Hannah Arendt, hvordan vi som mennesker skal forholde os og agere i forhold til hinanden i en tid, hvor De Store Fortællinger er lagt tavse og vi er blevet overladt til os selv. Hun søger de midler og muligheder vi har for efter samtidens store menneskelige katastrofer at finde tilbage til et humant og respektfuldt fællesskab med hinanden.

En grundtanke hos Hannah Arendt er umuligheden af at forudsige verdens gang, i hvert fald så længe denne historiens gang involverer handlende mennesker. Evnen til tænkning bliver hendes bedste bud på et værn mod de uundgåelige katastrofer vi påfører os selv, når håbet krakelerer.