I skolen lærer man endnu om den danske Luther: reformatoren Hans Tausen, plovdrengen fra Birkende by, der endte med at føre reformationen til sejr i Danmark. Dette billede af en lyshåret bondeknøs af en reformator fra det venlige Fyn er imidlertid ikke helt retvisende for, hvem Hans Tausen var, og hvad han stod for teologisk. Det var især i løbet af 1800-tallet, at Hans Tausen blev en væsentlig figur i forståelsen af, hvem vi er som danskere og lutheranere. Og uden blik for de finere teologiske nuancer, har Tausen fået lov til at blive stående på denne fremtrædende plads i danmarkshistorien.

I denne bog afsøger forfatteren, hvordan Hans Tausen blev til den danske Luther, og kaster efterfølgende nyt lys på, hvem Tausen var – og om han overhovedet var lutheraner. Det sker ved en undersøgelse af Tausens teologi, herunder hans syn på centrale reformatoriske problemstillinger såsom Bibelen, troen på Gud, forholdet til øvrigheden, og hvad der teologisk sker i fx nadverhandlingen. Herigennem bliver det klart, at Tausens teologi skal findes i spændingsfeltet mellem to af datidens mest afgørende stemmer, Luther i Wittenberg og Zwingli i Zürich. Som noget nyt i forskningen placerer forfatteren Tausen i sammenhæng med en bestemt type af reformation, nemlig byreformationen og sammenligner reformationen af danske byer som Viborg og København med udviklingen i de tyske byer.

Bogen er den første videnskabelige undersøgelse i nyere tid af Hans Tausens teologi og hans virke som reformator i den tidlige danske reformationsbevægelse i 1520’erne og 1530’erne.