Romanen er organiseret serielt, hovedpersonen er fra begyndelsen udstyret med et sæt af færdigheder, som gennemspilles igen og igen, frem for at hun udvikler sig og får en dybere forståelse af sig selv og dette og hint. Rastløs, sørgmodig, ambitiøs, drikkende skriverkvinde.

Udgangspunktet er ønsket om at skrive en bog eller breve til den finske forfatter Pentti Saarikoski (1937-1983) efter at have læst hans Brev til min hustru fra 1968, der handler om ham, der går alene rundt i Dublin og skriver og drikker og tænker på sex. Dem, han har haft sex med. Han skriver om kommunisme eller skinkesandwich, han spiser, hvis han kan få dem ned, og om kusse og Jesus i tilfældig rækkefølge. Han har lovet sig selv ikke at rette et ord. Det inspirerer Sandra Holm.

Hun bor i København, men tager til Milano. Her vil hun kunne skrive og drikke som Pentti Saarikoski. Hun vil være en skandale som han. De indgår en slags pagt, men det er svært for hende at overholde hans stramme deroute-kur: Jeg har ingen vanskeligheder med at spise sådan som du har i Dublin, Pentti. I modsætning til dig bliver jeg kolossalt sulten af at være beruset.

Pentti Saarikoski begynder Brev til min hustru med konstateringen: Jeg har været her før. Sandra Holm vender det om til et gentagende spørgsmål. Men ikke kun titel-spørgsmålet går igen, også Polarcirklen, som man med dens særegne karakter – midnatssol om sommeren, polarnat om vinteren – kun kan erfare vished om ved i al sin sentimentalitet at have levet nær den. Og, i denne sammenhæng nok så vigtigt: polarcirklen er et fælles sted for Sandra Holm og Pentti Saarikoski, som også kommer der oppe fra det høje nord.

Sandra Holm skriver: Jeg spurgte stilheden ved polarcirklen, hvad jeg skulle gøre? – I det hele taget er der en eksotisk og erotisk aura omkring lokaliteter. København er den store by, i Milano er der pensionatet med tre storartede ludere i luksusklassen. Alle steder er jeget i kontrast til stedets evighed kun et lille jeg: dødeligt og gennemtrivialiseret. Men modsat Polarcirklen er kussen og flasken til at tage og føle på, sproget bliver vulgært, safterne flyder. Sandra Holm lærer af det sanselige, og det sanselige er en god lærer. Man bliver klogere af at læse hende, når hun fx forsøger at forstå himlen over sin hjemegn ved at sammenligne den med sin ungdomskrop

Den er end ikke en stemning, dertil er den alt for tynd og gennemsigtig. På sin egen måde ligner den leden eller henrykkelsen, som er sværest at forklare og beskrive.

Har jeg været her før udkom 1978, Sandra Holms tredje bog, efter debuten Barnlige slagsmål 1969 – hun udgav endnu én, Dans mit mismod væk 1982 – og var et hit, blev anmeldt på dagen etc. Men døden tog ikke kun Sandra Holm, 1987, da hun var 44 år gammel, men også hendes forfatterskab. Det være hermed genintroduceret.