samme nysgerrige blik, samme dybtgående analyse og i det samme gnistrende, funklende sprog. Herman Bangs reportager burde i langt højere grad læses sammen med hans noveller og romaner. *** Herman Bang blev i 1880 "blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med. Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“. (Dansk Litteraturs Historie)