Jens Christian Grøndahl har skrevet dette essay i én lang bevægelse, under et ophold på Det Danske Akademi i Rom i april 2014.

Det er en tekst, der bevæger sig frit og suverænt på kryds og tværs af tid og sted, fra kunst og litteratur til politik og samfund, i sin forfatters forsøg på som dansker at se ud over den danske næsetip og indkredse en europæisk identitet, på som dansker at komme til at føle sig hjemme i Europa.

Der er oplevelser fra forfatterens barndom hos bedsteforældrene i Munkerup mellem Dronningmølle og Gilleleje, hvor hans far voksede op, der er vemodige skildringer af hans mors opvækst og indimellem vanskelige forhold til familien, om hendes sygdom og sidste tid, om at rejse ud i verden og gøre opdagelser dér; der er iagttagelser fra Rom og Paris , om kulturelle ligheder og forskelle, om den kolde krig og Murens fald, om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger, om deltagelse i litterære seminarer og konferencer, venskaber, der opstod undervejs, om familierelationer , - kort sagt om at være menneske i den tid, der er vores, med de muligheder, den rummer for at se sig tilbage og forsøge at gøre sig klogere ved at lære af litteraturen, af kunsten, af historien, både den fjerne og den nære.