Min onkel, der arbejder på en midtjysk fabrik, spurgte engang, hvornår jeg møder på arbejde. Det var hans måde at få et greb om, hvad jeg arbejder med, hvad en forsker og endda en humanistisk forsker egentlig laver. Det hjalp ikke, at jeg lidt kækt svarede: ‘En time efter jeg er stået op.’ Mit svar gjorde nok ikke andet end at forstærke hans forestilling om, at universitetet i almindelighed og humaniora i særdeleshed er et fremmed land.