Jeg blev vækket ved, at nogen stønnede eller skreg. Petra hørte ikke noget, hun sov sødeligt i sin lille seng. Det var sidst på natten. Jeg stod op og listede igennem den store kolde havestue ind i stuen. I det svage morgenlys så jeg min mor. Hun havde den lange, hvide natkjole på, som hun altid havde på om natten, og den var rød af blod. Det var lige her på det hvide, afhøvlede gulv. Natkjolen lå som en rød sky omkring hende. Jeg husker tydeligt, at hun løftede hovedet og så på mig med nogle mørke uhyggelige øjne, så blottede hun sine tænder i en grimasse, der udsendte en blanding af smerte og smil.          

Om forfatteren

ELISABETH LYNEBORG har været præst i den danske folkekirke i 26 år og har et langt og forskelligartet forfatterskab bag sig. Sideløbende med sin præstegerning har hun læst til antropolog ved Københavns Universitet og har beklædt en række tillidshverv, blandt andet været medlem af Danmarks Radios Programråd.