Det er også på tide med et gensyn med Joakim Vilandt, årgang 1991, der – mens vi venter vildt utålmodigt på hans anden bog – lige så betimeligt som og i direkte forlængelse af Lones syleskarpt renfærdige vintersang bidrager med et oprømt vrængende, decideret dadaistisk forårsrengørings-digt:

” For vi har set, vi har stuerent. HARledt, som et brunefedt KANbørste alle
hudens tænder væk.
Fordi det slik, der er nok at slik. ERblik, som en pvaskespand KANfyldes ud
med sovsesæbens hvid”

Og det er bare nummerets første ni sider!

Af resten af de umådelige herligheder og særligheder og gerne også – men i den kvalificerende rækkefølge! – ærligheder kan nævnes Sternbergs vist stenede værkstedsmeditationer, debutanten Dea Rasch Binozis fyndigt flimrende sentens-collager og Hugo Hørlych Karlsens sitrende omhyggelige gendigtninger af Keats og Hölderlin og her kineseren Bo Juyi, 772-846:

”Den kolde flod holder månen,
dens klarhed
? som et spejl.
Aftenvinden smelter sammen med frosten
? gennemborende som et sværd.”

Poesien ligner sig på en evig prikken på pupillerne.

Og for evigt poesibidragende Claus Ejner er pludselig ultra-umiskendeligt nummerets billedkunstner.