Morten Espersen, og for at det ikke skal være løgn – og poesi er den pureste og beskidteste sandhed, vi har - nævnes fonten i skriftkunstneren Kamilla Jørgensens liste over mulige og umulige, virkelige og tænkte eksperimenter:
”En konkretdigter skriver et hvidt punktum i Word på sin MacBook med skrifttypen Courier, printer tegnet ud på et stykke hvidt papir og kalder sit usynlige digt Det hvide punktum.”

Peter Laugesen optræder også i forbifarten i Mads Myginds hjertevarme optælling af digtere omkringvandrende i Aarhus, hvoraf to allerede ikke længere går de gode gader, Yahya Hassan og Louis Jensen. Derudover er der alle dem, der er derudover, og selvfølgelig også en håndfuld debutanter og bare fx Astrid Olling, der i en hel kortprosasuite hylder modernitetsmaterialet par excellence, plastic:
”Mulige grunde til at mine sneakers svupper, når jeg går:/ Sålen er smeltet lidt og klæber til gulvet./ Der er vand mellem to lag i gummiet./ Det er mine svedige sokker, der laver lyden./ Det har noget at gøre med, at gulvet er glat. Lyden kommer oftere på biblioteket.”

Som iltert glade og unge Lukas Ballin siger om livet i sit bidrag, men han kunne ligeså godt tale om den poesi, der oppebærer og omgiver ham:

Jeg håber på håbet
at det vil komme som en vind, man ikke kender retningen på.
Deles om alt det nænsomme skal vi
Vejre morgenluft, ildtornen blomstre”

Nummerets illustrationer er de mest foruroligende smukke billeder fra Medicinsk Museion.