han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage.

I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup.En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.

”For første gang nogensinde ser Falladas glemte beretninger fra 1944 dagens lys. Denne selvbiografi om den ensomme ulv, Fallada, er samtidig et historisk vidnesbyrd om et kollektivt forfald.” – Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung