I årene 1885-95 registrerede han i notatform sygdommens udvikling og smertens mange former, ligesom han beskrev de forskellige frugtesløse behandlingsformer, han lod sig underkaste, tillige med det stigende forbrug af morfin og sovemedicin. Alt sammen skrevet med en ubarmhjertig stoisk vilje til indsigt i sig selv og smertens væsen, men galgenhumoren er sjældent langt væk – for eksempel når han skildrer de kursteder, hvor borgerskabets syfilitikere flokkedes.    

Daudets rejse gennem smertens rige er både et uafrysteligt vidnesbyrd om livet som ensom smertepatient og en lille litterær perle om, hvordan sproget tager kampen op mod den stumhed, der truer, når den slidte og forpinte krop gør krav på al opmærksomhed.       

Erindring om det første besøg hos dr. Guyon, rue de la Ville-l’Évêque. Han undersøgte mig med sonde. Kontraktion i urinblæren, let irriteret prostata, kort sagt ingenting. Og dette intet, som var begyndelsen på alt: invasionen. 

⁂   

Smerten er altid ny for den lidende, men bliver triviel for omgivelserne. Alle vænner sig til den undtagen mig.   

⁂   

To dage med store lidelser. Kramper i højre fod med smerter, der flammer helt op i siderne. Som et enmandsorkester, der hiver i alle sine snore for at spille på alle instrumenter samtidigt. På vejen mod Draveil, snore om albuerne, snore om fødderne … Smertens enmandsorkester, det er mig.   

⁂   

I mit elendige udhulede kadaver, som svækkelsen har tømt, genlyder smerten som en stemme i et lokale uden møbler og gardiner. Der er dage, lange dage, hvor smerten er det eneste levende i mig.