Olivia Levison er sin generations bedste tænker. Debut med Min første Bog i 1874. Men som kvinde, når man ikke lige har Amalie Skrams kampgejst, afskåret fra offentligheden, usikker på, om ikke det kun er manden forundt at eje et skabende gen, kommer der ikke samlet set mere end én roman, endnu en novellesamling, en biografi om en engelsk socialist og et par anmeldser og nogle rejsebreve og andet småt i ugepressen ud af forfatterskabet.

I et brev til forfatteren Erik Skram i 1879 skriver hun, at det hvirvlende, det usikre, det brudte Menneske er nået et Skridt videre end det vegetativt sikre. – Og: hun ser menneskene som blandet, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, og ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.

Denne hvirvlen og det at se Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag er helt i tråd med J.P. Jacobsens tænkning, når han i et brev til Edvard Brandes i 1880 skriver I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk Hel

Her, ikke hos Brandes og hans snak om at sætte under debat, men i de to udsagn, Olivia Levison og J.P. Jacobsens, er det moderne menneske kommet på banen.

I nærværende udvalg kommer man næsten hele vejen rundt i de kortere prosagenrer. Novelle og essay blandes fx i Støv til en helt ny og, kunne man påstå, privat genre. Sådan som genrespørgsmålet er vitalt for en række andre af tidens forfattere, Knud Hjortø med sine syner, Johannes V med sine myter og Marie Bregendahl med sine billeder.

Men Olivia Levison er tidligt ude. Hun er så klog, og man bliver gerne klogere af at læse hende.