En dag får Ruth nys om, at en ung bevidstløs dreng indlagt på hospitalet har en CD med en optagelse af Mios stemme. Hun finder ham, og tager den gammeldags CD-afspiller fra hans rygsæk. Det er Mios stemme på optagelsen. Mio som burde være død. Han siger: “Der er tage her, hvor man kan se helt ud til havet. Her på biblioteket over ingenting.”

Prosaen bliver nærmest til ren lyrik, når Anyuru fortæller om livet og døden, sandheden og fiktionen, og den sorg, længsel og savn, der kan være så voldsom og altoverskyggende, at grænserne mellem disse modsætninger nærmest bliver udvisket. Det er en roman om vigtigheden af fortællinger og historier, der kan fastholde tanker, minder og stemmer fra dem, som ikke længere er hos os.

Det er en fortælling om sorg, klassekamp, politik og et systemkritisk blik på individets eget valg sat overfor politiske modeller.

Johannes Anyuru er en af de vigtigste svenske forfattere i nyere tid og er blevet nomineret til den årlige svenske litteraturpris August-prisen for sine to seneste udgivelser, De kommer att drunkna i sina mödrars tårar (2017) og nærværende roman Ixelles (2022), og vandt tilmed prisen for førstnævnte roman.