Engang var Munk på harejagt med sin hund. Pludselig sprang en hare op, og hunden satte efter den i fuldeste fart trods dens herres kalden og fløjten. Da hunden omsider kom tilbage med tungen langt ud af flaben, blev den skammet ud og fik et par rap.

En pige, som lå på sine knæ og tog kartofler op på marken i nærheden, udbrød meget forarget på sit vestjyske: ’Så‘en dyrplawer!’.

Kaj Munk forsøgte at forklare hende, at han ikke var nogen dyrplager, og at en ulydig hund, som jager harer, skal lære at lystre. Men pigen kneb bare munden sammen og tav. Kaj Munk opgav dog ikke at formilde hende og sagde til sidst: ’Du ved måske ikke hvem jeg er; jeg er din sognepræst, jeg er Kaj Munk’.

Da så pigen op og svarede, atter på sit vestjyske tungemål:

’Men det gør´et sgu da ett bæjjer’.