I forlængelse af sidste forårs dagbogslignende udgivelse Dag efter dag skriver Klaus Rifbjerg også her i Januar + om de tanker og emner der melder sig mens tiden går i en given periode i Danmarks og verdens historie. Skarpt veloplagt og uden omsvøb siger han hvad han mener. På bogens bagside skriver han: Forleden sagde en god ven der er i samme aldersklasse som jeg at nu går tiden så stærkt at man knap kan nå at få sokkerne af før man skal have dem på igen. Men tiden forsvinder ikke og vil man have fat i noget af den må man stikke gaflen i og holde fast. Det gælder også i den tidlige vinter og det svagt spirende forår hvor fuglene leder efter frit vand og flyver i alle retninger. Det kan virke som rådvildhed men er sikkert en del af det mønster som også de uden vinger reagerer på. Optakten til 2012 var kaotisk SF og S agerede som havde de for længst meldt sig ind i Venstre og er det fint med konsensuspolitik kan den også virke som bedøvende nervegas. Imens brænder verden om den slørede vugge nye rædsler ruller frem i Syrien og i Afghanistan sker det enhver kunne forudse ville ske en skakmat der sender de såkaldt frie nationer i knæ mens civilbefolkningerne både her og der må betale regningen med de lidelser som påføres dem. Og der er kun ét at sige: På med sokkerne hal op i dem snyd næsen og se at komme videre. Klaus Rifbjerg f. 1931. Den mest synlige og produktive danske forfatter. Senest udkom den personlige jagt- og erindringsbog Så kom en hæslig jæger (2010) romanen Jordbær digtsamlingen Stederne og den dagbogslignende og reflekterende Dag efter dag alle udgivet i 2011.