Over to år søger fortælleren ud i naturen og tager på flere længere vandreture for at blive klogere på verden, vandringens væsen og sin egen eksistens. 

Undervejs mister hun sin mor, møder kærligheden, men mister også den og bliver ramt af en livskrise og erkendelsen af at have en alt for hurtig hjerne, som udfordrer den vandringens livsfilosofi, hun så gerne vil efterleve.

Vandringen bliver dermed også en indre rejse om modet til at gå sig selv, sin egen sårbarhed og plads i verden åbent i møde. Naturen med dens skiftende årstider, liv og landskaber løber som en flod gennem hele fortællingen og spejler rejsen på smukkeste vis.