Nanna blev som barn anbragt i en plejefamilie. I stedet for kærlighed og støtte blev hun udsat for mishandling og seksuelt misbrug. I årevis svigtede kommunen sin tilsynspligt, og overbebyrdede sagsbehandlere vendte det blinde øje til hendes og hendes søstres mistrivsel.

Da Nanna til sidst brød sammen og fortalte om overgrebene, blev hun mødt af mistro og ligegyldighed fra pædagogerne, der var sat til at tage sig af hende. De hævdede, hun havde en livlig fantasi. At hun bare forsøgte at gøre sig interessant. At hun måtte lære at leve med det. Selv om Nanna hver dag frygtede den mand, der voldtog hende.

Først da hendes søster tog bladet fra munden, gik politiet ind i sagen. Og Nanna? Hun blev flyttet til en ny institution, som virkede lovende, men som skulle vise sig at overlade den sårbare teenager til sit eget depressive selskab.