fortalt mig, hvor jeg er, hvorfor jeg er her, eller hvor længe jeg skal være her. Det føles farligt, særligt fordi her er helt mørkt, og jeg er bange for mørket. Jeg fornemmer, at det er dumt at græde. Ingen må høre mig. Jeg ved på en måde godt, at hvis jeg vækker nogen af de andre, får jeg ballade.«

Sådan beskriver Gitte sin oplevelse, da hun som treårig bliver anbragt for første gang. Herefter bliver hun kastet frem og tilbage mellem sine alkoholiserede forældre og anbringelser på institutioner og i plejefamilier i løbet af 1960’erne og 1970’erne.

Når hun endelig møder tryghed fra voksne og jævnaldrende, forsvinder den lige så hurtigt ud af hendes liv, som den opstår. I stedet bliver hun efterladt med voksne, hvis behandling af hende sætter spor, som selv den dag i dag sidder dybt i hende.

HVAD INGEN SÅ tydeliggør problemerne ved både den tidligere og nuværende tilgang til anbragte børn. Den er et indspark i debatten om, hvordan vi skaber bedre betingelser for anbragte såvel som udsatte børn – men den er først og fremmest Gittes egen historie.

Bogen henvender sig til socialrådgivere, psykologer og andet fagpersonale, der arbejder medbørn, samt pårørende til udsatte børn. Personer, der selv har været berørt af anbringelse og svigt, kan også læse Gittes fortælling og opleve, at de ikke er alene.

Kirsten Trans er cand.scient.soc., socialrådgiver og har flere psykoterapeutiske efteruddannelser. Hun har arbejdet i Kriminalforsorgen, som behandler i psykiatrien, som faglig chef i Blå Kors Danmark samt som privatpraktiserende psykoterapeut. I dag arbejder hun i konsulenthuset MentalTouch, som hun er medstifter af.