Den 14. februar 1989, valentinsdag, bliver Salman Rushdie ringet op og en BBC-journalist fortæller ham, at han er blevet ”dømt til døden” af ayatollah Khomeini. Det er første gang, han hører ordet fatwa. Hans forbrydelse? Han har skrevet en roman med titlen De sataniske vers, som beskyldes for at være ”mod islam, Profeten og Koranen”. Sådan begynder den utrolige historie om en forfatter, der tvinges under jorden og må flytte fra hus til hus under stadig bevogtning. Politiet beder ham vælge et dæknavn. Han tænker på forfattere, som han holder af, og på forskellige kombinationer af deres navne; så kommer det til ham: Conrad og Tjekhov – Joseph Anton. Hvordan lever en forfatter og hans familie med en mordtrussel i over ni år? Hvordan kan han blive ved med at arbejde? Hvordan bliver han forelsket, og hvordan hører kærlighedsforholdene op? Hvordan former fortvivlelsen hans tanker og handlinger, hvordan og hvorfor snubler han, hvordan lærer han at slå igen? I denne usædvanlige erindringsbog fortæller Rushdie for første gang sin historie. Det er historien om en af vor tids mest afgørende kampe for ytringsfriheden. Han fortæller om de sommetider grumme og sommetider komiske realiteter i sit liv sammen med de bevæbnede politifolk, og om de tætte bånd, han knyttede til sine beskyttere; om sin kamp for at opnå støtte og forståelse hos regeringer, efterretningschefer, forlæggere, journalister og forfatterkolleger; og om hvordan han vandt sin frihed tilbage. Det er en usædvanligt åbenhjertig og ærlig bog, gribende, provokerende, bevægende og af afgørende betydning. Det, der overgik Salman Rushdie, var nemlig første akt af et drama, som stadig udspiller sig i verden den dag i dag.