Deng har på intet tidspunkt opgivet håbet om at finde Li-Ting og tror naivt, at det kan lykkes, hvis han lader sig optage i den mongolske hær. Han forfremmes efter en række veludførte opgaver.    

Ved fejringen af endnu en erobring møder han uventet fortiden, men i en helt anden version, end han har ønsket. Det fører til et drama, som er mere kompliceret og opslidende end mødet med en udplyndret mineby eller en flok svært bevæbnede fjender.         

Foran dem glinsede de sodede rester af den by, som var deres mål. Den var så død, at ikke engang rovfuglene længere ofrede den opmærksomhed. Regnens stille silen blev kun brudt af vandet, der plaskede fra et af de få tage, der var tilbage. Modsætningen til deres drømme om en hyggelig aften ved spisehusets ildsted med oksehalesuppe kunne ikke være større. Shun var den første, der tøvende tog mod til at nærme sig. Han sparkede forbitret et stykke forkullet træ til side. Lidt længere fremme på en brandtomt lå en bunke knogler, hvis oprindelse Deng ikke kunne afgøre, men kraniet ved siden af stammede fra et menneske. ”Det er mongolernes værk,” sagde Park, der med et sammenbidt udtryk og et ustyrligt øje var fulgt efter. ”De har ikke engang ryddet, hm, ligene bort, og så har dyr og fugle pillet dem rene.”