Torben Weinreich konkluderer i efterordet: "Spørgsmålet er så, om Katamaranen holder vand, om værket kan læses i dag med udbytte som et litterært værk og ikke blot som et billede på, hvad der blev læst i en bestemt tidsalder. Jeg er ikke selv i tvivl om, at værket rummer sådanne kvaliteter, og at det kan læses med udbytte også her ved indgangen til det 21. århundrede. Det, der bærer værket igennem som netop litteratur, er dets vrede og insisteren på at være noget andet end det, der ellers skrives – sådan som det også var, da værket udkom første gang. Værket fremstår stadig råt og vredt og helstøbt. Som et råb – og samtidig en bøn – om forståelse."