det rituelle, med besværgelsen, med den kollektive stemmes radikale potentiale. Knoglemarv lavendel siger jeg og vi og jeg igen. Den siger: hvordan kan vi læne os frem i denne krop. Den siger: vi kunne tænke os / at være flere om et ansigt. Bogen taler om sølvklokker og hjemsøgelser, om husarbejde og vinterbær og olieplettede kjoler. Den siger: vi løfter hinandens fletninger som brudeslør / mine kammerater. Bogen bærer på ceremonier og hemmelige tegn. Bogen råber ud i verden. Den taler til bror. Den taler til mine piger. Bogen siger: Vi vil være den person / der glatter kjolen / for kjolens skyld. Det er digte der undersøger kroppen som politiseret sted. Det er digte som insisterer på den kollektive stemme som skrøbelig overlevelsesstrategi i en umulig verden: Vi har et våben og det hedder / mine piger. Knoglemarv lavendel rummer på samme tid en stor ensomhed og et ukueligt kollektiv. Bogen bliver et sted hvor det kollektive ikke udsletter ensomheden, men indlejrer den i sig, som et organ i en voksende krop. Stemmen er brutal og øm, den råber og hvisker, den vokser og vokser, den synger en sang for lyset, synger: jeg vil holde en fest / for alle dem / der så os græde…