om han står udenfor. Allerhelst er han direkte udstødt af The Establishment, hvor det tidligere omvendt var afgørende netop at kunne henvise til sin høje status, sin autoritet og sin magt. Og samtidig er det blevet vigtigt at definere sig selv og sit arbejde negativt: Man giver med andre ord aldrig et bud på, hvad man går ind for, anser for værdifuldt og bestræber sig på, men taler udelukkende om, hvad man er skeptisk over for, tager afstand fra og aldrig ville røre med en ildtang.Idealet er ikke længere Overlægen, der maner til ansvarlighed, men den romantiske Oprører, som overskrider grænser, for nu at bruge denne negative opbyggeligheds mest skamredne kliche. I syv essays beskriver og analyserer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen denne negationstænkning og sporer dens rødder i den vitalistiske livsfilosofi og i radikalprotestantismen. De viser, hvordan tankegangen altid smigrer sig af at udmærke nogle få åndsaristokrater, men i virkeligheden er tidens folkelige ideologi. Og de diagnosticerer denne negativisme i den kunstneriske avantgardisme, i den kritiske journalistiks forfald, i universitetsverdenen, i kirkelivet og i den politiske radikalisme på både højre og venstre fløj.Frederik Stjernfelt (f. 1957) er lektor ved Københavns Universitet og redaktør af KRITIK. Han har bl.a. skrevet Billedstorm (sammen med Poul Erik Tøjner, 1989), Formens betydning (1992), Rationalitetens himmel (1997) samt Hadets anatomi og Krigens scenografi (sammen med Jens-Martin Eriksen, 2003-4). Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) har udgivet digtsamlingerne City Slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Nye digte (1987), Hjemfalden (1991), Det skabtes vaklen (1996) og Det værste og det bedste (sammen med Ib Spang Olsen, 2002), samt poetikken Mit lys brænder (1985) og essaysamlingen En dans på gloser (1996).